fbpx

Christine Overvad Hansen Horsens Kunstmuseums Venners kunstnerpris 2016

Fredag den 28. oktober 2016 – søndag 5.februar 2017.

Horsens Kunstmuseums Venner hylder traditionen tro en ung lovende kunstner med et rejselegat støttet af Horsens Folkeblads Fond og Familien Hede Nielsens Fond. Årets kunstner anno 2016 er Christine Overvad Hansen, som kvitterer med en performance og præsentation af værket ’In neutral equilibrium’.

I krydsfeltet mellem skulptur og performance

Christine Overvad Hansen arbejder i krydsfeltet mellem skulptur og performance.

I sin kunstneriske praksis udforsker og diskuterer Christine Overvad Hansen emner, som rum, sted, krop, køn og seksualitet. Udover de traditionelle billedhuggermaterialer; bronze, ler, gips og aluminium, som hun ofte kombinerer med materialer, som tekstil og plast, indgår Christine Overvad Hansens egen krop, som instrument for en performativ handling, i en række af hendes skulpturelle værker.

Centralt i værket ’In neutral equilibrium’ strækker en stof-figur sig som en søjle op gennem rummet. Figuren formes af det underliggende bronze-armatur, balancerende på de to bronzespyds tynde spidser i gulvplan – som tog sin endelige form, under Christine Overvad Hansens performance d. 28/10 2016. Se en video af performancen her. 

Kun med et egentligt fæstne i bronzestængernes gennemspidning af stålkonstruktionen er figuren på én gang stabil og ude af balance. På én gang krop og arkitektur.

Med titlen ‘In neutral equilibrium’ peger værket på det mellemste af tre stabilitets-stadier, en bærende søjle kan befinde sig i; stadiet mellem stabil og ustabil – i fare for at styrte.

Christine Overvad Hansen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2009-2016 ved professor Martin Erik Andersen.

Det er muligt at se mere om Christine Overvad Hansen her.

 

 

 

 

Læs mere