fbpx

Nikoline Liv Andersen. Dansen med det døvstumme øje – den blinde

Værket ”Dansen med det døvstumme øje – den blinde” blev erhvervet af Horsens Kunstmuseum i 2011 i forbindelse med udstillingen ”Langsomt siver det gennem mine hænder” af designer Nikoline Liv Andersen. Hun er uddannet fra Danmarks Designskole i 2006 og har blandt andet været praktikant i det franske modehus Dior.

Nikoline Liv Andersen har en yderst personlig, kunstnerisk og eksperimenterende tilgang. Værkerne kendetegnes ved at befinder sig i krydsfeltet mellem design, kunsthåndværk og kunst. Hendes arbejde med haute couture, opfattes som at være kompromisløst, ekspressivt og er nøjsomt lavet i hånden. Karakteristisk for hendes arbejde er ligeledes de ofte overraskende materialesammensætninger. Hendes serie  består af bemalede mannequindukker, værket “Dansen med det døvstumme øje – den blinde” er iført en skulpturel kjole, skabt af utallige sugerør. Den tætsiddende kjole har runde og pompøse former forneden samt på ærmerne, som er typisk for rokokostilen, og opnås ved en lag-på-lag metode, hvilket skaber en tredimensionel effekt.

Oprindeligt blev værket skabt på opfordring af Designmuseum Danmark, som ønskede et bud på rokokoens stil i en nutidig og interkulturel kontekst til udstillingen ”Rokokomania” (2012). Værket  har udgangspunkt i rokokoens stil,  særdeleshed tiden der udfoldede sig omkring den franske revolution. Forbrugerisme og overflod er en tematik som Nikoline Liv Andersen lod sig inspirere af. Her skaber hun paralleller mellem denne tid, hvor adelen ikke lyttede til borgerskabet og konsekvenserne af dette, bliver draget til vores nutid. En tid hvor vi til stadighed lever som blinde forbrugere og ikke tænker over konsekvenser.

Endvidere fascineres Nikoline Liv Andersen af de stilistiske og teatralske træk, som herskede i rokokoen, hvor den dekadente stil manifesteredes og kom til udtryk i pompøse klæder og parykker. Netop parykkerne spiller en stor rolle i udstillingen, da der heri er gemt tre symbolske aber, i form af: ikke se, ikke høre og ikke tale. De klassiske japanske aber udgør, ifølge Nikoline Liv Andersen selv, et symbol på det naive menneske. Herved kan trækkes tråde til både konsekvenserne af den franske revolution, til Marie Antoinette samt til nutidens blinde forbrugssamfund.

Nikoline Liv Andersens arbejdsmetoder går igen i hendes mange andre værker, hvor hun gør brug af forskellige materialer, som skaber overraskende sammenstød i deres udtryk. Desuden finder hun inspiration i både punken og andre subkulturelle grupper. Hendes værker er både kontrast og modsætningfulde –  ofte arbejdes der i spændingspunktet mellem det smukke og grimme og det idylliske og dystre. Som designer følger Nikoline Liv Andersen ikke de gængse normer, tværtimod ønsker hun at rykke grænsen for den gængse opfattelse af design og beklædning.

 

“Dansen med det døvstumme øje, den blinde”, 2011
Mannequin, stof, gibs, sugerør og garn. H. ca 200 cm
Inventarnummer: 1252
Købt 19/10-2012

Sammenhørende med

Dansen om den døvsstumme. Ikke høre. 2012
Dansen om den døvsstumme. Ikke tale. 2012
a: Sugerør, pels, garn, gibs(bemalet) og bemalet mannequin dukke
b: Stof, garn, gibs(bemalet) og bemalet mannequin dukke
Inventarnummer: 1314a-b
Købt 14/4-2015