Erik August Frandsen. Imod Arkimedes. (1988)

Intimitet, struktur, frygt og sex er nøgleord, der i dag står som mulige omdrejningspunkter i Erik A. Frandsens kunst. De har alle ligget der mere eller mindre i en årrække og også i den serie billeder på i alt nitten, hvor Imod Arkimedes indgår. De blev malet i Barcelona til udstillingen “Frandsen, bc” på Horsens Kunstmuseum i 1988. Der er tale om såkaldte bakke- eller kassebilleder, et af “bogstaverne” i Frandsens alfabet. Motivmæssigt kredser billedserien om sex, frygt, ensomhed og samvær, som ikke er samvær, da menneskene ikke kan nå hinanden. Det har ikke været endemålet for Frandsen at behandle disse temaer. Frandsen arbejder primært med billedkunstneriske problemstillinger. Titlerne på den­ne series billeder er i øvrigt helt tilfældige.

Det var en række sætninger eller ordsammenstillinger, skrevet af Frandsen, der blev kombineret med billederne af katalogredaktøren til udstil­lingens katalog. Titlerne foregiver således ikke en bestemt tolkningsretning.

Det fremgik i omtalen af UT., at Frandsen gik imod sin egen koncentra­tion om det maleriske. Glasuldsbillederne var et vigtigt skridt mod “Frandsen, bc”, idet Frandsen fik øjnene op for andre materialer, og konstaterede at tredimensionaliteten kunne tilføre billedet mere karak­ter. Bl.a. det gav inspiration til en serie billeder, Smukke billeder kan man ikke kalde pis fra 1987, hvor det ikke kun var olie på lærred, men også badeværelsesgulvvinyl, zinkkasser og ståltråd på lærred. Kunstens og virkelighedens sprog blev konfronteret, men det er ikke en materiale­ophobning, det er virkeligheden, der trænger ind i maleriet som et pri­mært rent billedkunstnerisk element på lige fod med oliefarvens farver og former, betydningen var væk. Det var billeder, der virkelig rokkede ved den almindelige skønhedsopfattelse, ved den almindelige æstetik. I Imod Arkimedes er Frandsen gået et skridt videre. På den næsten mo­nokrome røde flade, med koloristisk dybde, hænger en underlig figur frit på fladen. Både fladen og delvis figuren skjules af tre påsatte pla­stikbakker og ståltråd, der snor sig over hele billedfladen.

Bakkerne og ståltråden opleves som en anden struktur end det underlig­gende maleri – en blokerende struktur, men en struktur der er uomgæn­gelig for en helhedsopfattelse og helhedsoplevelse af billedet. Frandsen skaber et paradoks i disse billeder – en grim skønhed. I dette billede, og i den serie det er en del af, formåede han for alvor at rokke ved den tradi­tionelle skønhedsopfattelse og give budet på en ny. Den struktur og problematik disse kassebilleder arbejdede med, har Frandsen også senere taget op, senest i 1990, hvor han havde udviklet sammenstillingen mellem malerismen i den malede flade og blokeringen af denne, i form af ståltråd og bakker til fuld styrke, som f.eks i Ixion der hænger på Horsens Kunstmuseum.

 

Erik August Frandsen
Imod Arkimedes. (1988)
Olie, metal, plast på lærred. 200,0 x 163,0 cm
Købt 1988
Inv.nr.  634