Ingvar Cronhammar. Henover vandene, gennem himlene ned i glemslen. (1986)

Ingvar Cronhammar står i dag i dansk kunst som en af de helt store monumentbyggere. Han tænker sine store monumenter – og skulpturer i øvrigt – og overlader selve udførelsen til ingeniører, tømrere, smede o.s.v. Den eventuelle tolkning og teoretisering overlader han også til andre, os beskuere: “Jeg er selv en interesseret tilskuer til det jeg laver”. Sådan har det ikke altid været. Cronhammar har rod i 60’ernes og 80’ernes frodige århusianske kunstmiljø, som i dets iver efter at eksperimentere og gå nye og anderledes veje ikke stod tilbage for nogen eller noget. Op til begyndelsen af 80’erne var Cronhammars arbejder meget direkte og ofte bastante i deres udtryk. De var nærmest anekdotiske illustrationer til klart afgrænsede emner hentet i den aktuelle hverdag. I begyndelsen af 80’erne skete et voldsomt skred – illustrationen forsvandt, og i stedet kom en række kraftfulde værker, med for skulptur så fremmedartede materialer som knogler, fuglevinger, udstoppede ål, kranier og lignende. Senere er Cronhammars materialeverden udvidet med huder, gummi, jern, olie og vand. En helt anden suggestiv kraft lyser ud af disse arbejder. Titlerne, såsom Fra blonden mellem rødt og sort (Horsens Kunstmuseum) og Henover vandene, gennem himlene ned i glemslen, indicerer klart, at Cronhammars ærinde ikke længere er illustrationen, anekdoten.

Henover vandene … er et værk skabt til en udstilling på Horsens Kunstmuseum, hvor tre kunstnere blev bedt om at fabulere over en af histori­ens store opdagelsesrejsende, der var født og opvokset i Horsens, Vitus Bering. Bortset fra at det for Cronhammars vedkommende skulle være skulptur, var der ingen begrænsninger. Resultatet ses her. Bering kæm­pede sig vej gennem hele Rusland og fandt strædet mellem Asien og Amerika. Den eneste direkte henvisning til, hvor vi skal hen, er stjernen på kuglen bygget op af hvalknogler, hesteknogler og svineblære. Ellers udstråler skulpturen alt, lige fra dyb mystik til eventyr og poesi. Spørger man Cronhammar, hvad hans ting betyder, svarer han klart. “Jeg ved det sgu ikke, men jeg har en følelse der siger mig, når jeg er på rette spor”.

Arbejdsmetoden går ikke gennem skitser og forarbejder men ”tingene kommer til mig som en slags melding”, der så bliver videreudviklet i ho­vedet.

Cronhammar finder sine former et sted i underbevidstheden, en under­bevidsthed, der er påvirket af fascination af store maskiner, videofilm, og alt muligt andet. I de senere år har Cronhammars skulpturer udviklet sig fra mindre arbejder til store monumenter, ikke bare for at de skal væ­re store, ikke bare for på den måde at være uomgængelige, men fordi meldingen sagde den størrelse, og vi må give ham ret – de skal være så store.

Ingvar Cronhammar
Henover vandene, gennem himlene ned i glemslen. (1986)
Svanevinger, hesteknogler, hvalknogler, svineblærer, bivoks, jern. 187 x 69 x 65 cm
Købt 1988
Inv. nr.  619