Konstruktur

Installationen er at opleve fra fredag den 9. februar – søndag den 18. marts 2018.  

Konstruktur består af 196 specialfremstillede lyskilder placeret i et grid. Når lyskilderne er tændte opstår en midlertidig kubistisk geometrisk form, der fremhæves ved brugen af røg. Her står lyskeglerne skarpt, nærmest som solide søjler eller vægge af lys i rummet.

Som en sammensmeltning mellem ordene konstruktion  og struktur  udfordrer Konstruktur den menneskelige opfattelse af rum og undersøger hermed, hvordan lys som materiale, kan skabe midlertidige rumlige dimensioner. Installationen, der er placeret direkte på gulvet, fremstår som en minimalistisk skulptur uden sokkel. Lyskeglernes rytmiske bevægelser skaber således en flygtig aktitektur, der for en stund indtager rummet og indleder en dialog i øjenhøjde med de besøgende.

Konstruktur er skabt af designbureauet YOKE og er en del af et større initiativ lanceret af MÆRK BYEN, Horsens Kommune. Her har installationen tidligere været udstillet i KUBEN fra 13. oktober til 2. november 2017.