fbpx

P. C. Skovgaard. En sommerdag

P. C. Skovgaard (1817-1875)

P.C. Skovgaard modtog som kunstnervennen J.Th. Lundbye, væsentlige impulser fra den nationalliberale N.L. Høyen.

En Sommerdag, blev malet i løbet af foråret 1846 på bestilling af den meget indflydelsesrige nationalliberale politiker, Orla Lehmann. Skovgaard opnåede om nogen at indfange, hvad der var indbegrebet af dansk landskab – den harmomiske og fredfyldte bøgeskov, og heller ikke i dette sommerlandskab er man et sekund i tvivl om, at det er dansk, så det gør noget.

En dansk eng, en dansk skrænt, en dansk kornmark, dansk folkeliv – bønder der i baggrunden slår engen, mens en kvinde, omgivet af børn optaget af forskellige sysler, ses i forgrunden. Høyen opfordrede også kunstnerne til at skildre det danske folkeliv. Der er ingenting i billedet, som ikke virker dansk. Idyllisk ja, men på en måde så det virker helt selvfølgeligt. Idealiseret ja, – man kan næppe finde lige præcis denne plet, men det var netop det man ifølge den nationalliberale tankegang skulle – man skulle indfange det almene og det typiske. Det drejede sig om at medvirke til at skabe en stærk nationalfølelse, der var forudsætningen for et politisk systemskifte.

 

En sommerdag, 1846
Olie på lærred. 65,5 x 93,5 cm
Gave 1936 fra læge M.P. Buhls bo
Inventarnummer 140