Selvportræt, 1985

I 1985 blev ’Selvportræt’ som det første værk af Kvium indlemmet i Horsens Kunstmuseums samling. Værket står centralt i Kviums produktion, idet det er udtryk for den første store kursændring i hans kunstneriske virke. I starten af 80’erne var Kvium stærkt engageret i motorcykler og det liv, der udfoldede sig omkring denne interesse. Hans tidlige produktion kredser om motorcykelmiljøet ofte malet i fotorealistisk stil. ’Selvportræt’ er næsten symbolsk malet oven på et motorcykelbillede.

I maleriet står en mand – ifølge titlen kunstneren selv – og kigger ud af et åbent vindue. Han har ingen kontakt til beskueren, men betragter derimod en verden udenfor. På væggen i det spartansk indrettede rum ses mandens skygge, der synes at leve sit eget liv uafhængigt af manden. Et gardin blafrer i vinden og skaber dynamik i en ellers statisk skildring. Dette bidrager til en foruroligende stemning af noget surreelt.

Det åbne vindue og skyggen betoner begge rent symbolsk en form for psykologisk splittelse. Tematisk kredser værket således om menneskets fortrængte og undertrykte skyggesider. Dette er karakteristisk for Kvium, hvis værker ofte udforsker de fortrængte og uønskede sider af tilværelsen.

Manden er skildret med et primitivt udseende – med lange lemmer og et lille hoved, som var han et nutidigt neandertalmenneske. Den monstrøse figur er et vedblivende og genkendeligt træk gennem Kviums virke, som altså fremgår allerede i 1985.

’Selvportræt’ er kendetegnet ved brugen af psykologiske og teatralske virkemidler, som også ses i Kviums ’U.T.’ (1986) og andre værker fra sidste halvdel af 80’erne. Disse værker er karakteriseret ved et stærkt symbolladet og scenerisk billedunivers, hvor blandt andet scenetæppet bruges som virkemiddel.

Selvportræt, 1985
Olie på lærred. 130,5 x 200,4 cm
Gave 8/8-1985 fra Viggo Nielsen og hustrus legat
Inv.nr. 552