Søg: 

Maj-Britt Boa: Vand
Lørdag d. 4. september - søndag d. 5. december 2010

Vand er titlen på en helt ny udstilling, skabt specifikt til Horsens Kunstmuseum af den danske foto- og installationskunstner Maj-Britt Boa (født 1963). Her tager hun livtag med fænomener som det ukendte i det velkendte og overflod og fravær. Efterårets udstilling byder på en overraskende og anderledes totaloplevelse, der bl.a indbefatter lyd, lys og video, risiko for våde fødder - og en gabende tom swimmingpool. 

Maj-Britt Boa har tidligere betaget publikum med installationen Nu bliver luften mørkere blå på Horsens Kunstmuseum i 2007. Her arbejdede hun med sansepåvirkninger og stemningsskabende elementer af en type, som mange måske vil genkende fra teatrets verden.

Vandet på Horsens Kunstmuseum er støttet af Foreningen Energi Horsens, Horsens Kunstmuseums Erhvervsklub, Kulturarvstyrelsen, Stark og CKO.
Udstillingen er desuden støttet af Statens Kunstråd.

Vand  indgår i det regionale udviklingssamarbejde Projekt Vandet, der er støttet af Kulturministeriet/Puljen til kultur i hele landet, Østjysk Vækstbånd, Kulturarvsstyrelsen og Region Midtjylland/Regional Udvikling.

Læs mere om Projekt Vandet her

Nina Sten-Knudsen: Love and Fear
Lørdag d. 11. december 2010 - søndag d. 20. februar 2011

Nina Sten-Knudsen (født 1957) har siden sin debut i begyndelsen af 1980'erne beriget den danske kunstscene med monumentale lærreder, intense farver, perspektiviske forskydninger og tematisk mangfoldighed. Med sin særegne og meget personlige nyfortolkning af historiemaleriet udgør hun et selvstændigt kapitel i den nyere danske kunsthistorie.

Udstillingen 'Love and Fear' byder på 44 nye malerier, hvor Nina Sten-Knudsens særlige brug af lyset er et gennemgående og spektakulært træk. Malerierne er ophængt som en fortløbende fortælling, for hver værktitel udgør en passage i en samlet 'stream of consciousness'-lignende tekst. Og hvor teksten i sig selv kan virke gådefuld, skaber den sammen med malerierne en nærmest magisk stemning.

Som det fremgår af titlen, handler udstillingen om kærlighed - men i mindst lige så høj grad om den angst, der naturligt følger med, nemlig angsten for at miste eller for selv at dø.

Udstilingen vises på Nivaagaards Malerisamling i efteråret 2010.