Dødens pølse, 1983

’Dødens pølse’ er et af de tidligste værker af Erik A. Frandsen i Horsens Kunstmuseums samling. Ved første øjekast er ’Dødens pølse’ da også nærmest lige så repræsentativt for start-80’ernes nye maleri, som det er for Frandsen. I hvert fald er ophobningen af politiske markører og brugen af ordspil i titlen typiske for den bølge, som i kunsthistorien er blevet beskrevet som det ’unge vilde’ maleri eller simpelthen: De Unge Vilde.  

Som en af ophavsmændene til Værkstedet Værst fik Erik A. Frandsen afgørende betydning for De Unge Vilde. Værkstedet Værst drev med åbenlys inspiration fra 1960’ernes kunstscene en ’eksperimenterende kunstskole’ i et delvist nedbrændt telager nær det nuværende Forum i København. Som atelierfællesskab, udstillingssted og eksperimental rugekasse udgjorde Værkstedet Værsts lokaler desuden et væsentligt alternativ for den ’unge vildskab’, der blev udklækket fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i første halvdel af 80’erne. 

Om Frandsen med ’Dødens pølse’ ligefrem gør en dyd ud af at fremstå uakademisk, er nok tvivlsomt. Lad os nøjes med at fastslå, at Frandsen allerede her trådte frem som en kunstner, hos hvem der ikke er langt fra tanke til handling: Kan noget tænkes eller siges, kan det også omsættes til et værk. Intet er for stort, og intet er for småt. 

Dødens pølse var en forholdsvis almindelig sproglig vending i starten af 80’erne, hvor man brugte den om noget, som var kedeligt eller trivielt. I sit maleri synes Frandsen at have taget det sproglige udtryk helt bogstaveligt: en pølse udstyret med fire pindeben er på vej til at møde sin skæbne i form af en truende le. Samtidig giver maleriet os nogle bud på, hvad Frandsen på dette tidspunkt kan have forbundet med noget kedsommeligt: I øverste venstre hjørne et ansigt med maoistisk uniformskasket, i midten muligvis en kommunistisk stjerne og til højre en figur, der minder om personificeringen af den amerikanske stat, Uncle Sam. I en tid, hvor Jerntæppet stadig var en realitet, og den danske venstrefløj trods nationalpolitiske nederlag var langt mere markant end i dag, virkede værket givetvis som en provokation på nogen – men formentlig også som et befriende indspark hos dem, der var kørt træt i start-80’ernes politiske debatklima. 

Frandsens skødesløse omgang med symbolerne kan desuden samlæses med de teoretiske diskussioner, der fandt sted på datidens kulturscene, og som i særlig grad kredsede om tegn: Tidens ideologiske markører i sig selv, men i høj grad også en mere generel opfattelse af verden som bestående af lutter tegn – fra den mindste kropslige gestus til det største og mest larmende neonskilt. Selv for en kunstner som Frandsen, der som delvis autodidakt ikke tog del i de diskussioner, der fandt sted inden for universiteternes og kunstakademiernes mure, var de nye teoretiske trends inden for semiotik og lingvistik uundgåelige – navnlig fordi disse også manifesterede sig i en stor del af den kunst, der blev skabt omkring ham. Ikke alene tegnene, men i høj grad også nedbrydningen af dem, står centralt i 80’ernes billedkunst og ses også i Frandsens tidlige værker. 

I dette tilfælde har Frandsen illustreret titlens ordspil, som om ’dødens pølse’ rent faktisk er en konkret ting. Hermed har han undermineret de pointer, der ellers kunne ligge i titlen. På den måde var Frandsen allerede med dette tidlige værk i færd med at så tvivl hos sit publikum: Vil han egentlig ikke vise os noget, når det kommer til stykket? Måske var Frandsen allerede her i fuld gang med at orkestrere de benspænd, som senere skulle blive signifikante for hans såkaldte ’blokadeværker’?

Dødens Pølse, 1983  
Akryl på lagenlærred. 96,0 x 119,5 cm
Købt 22-4-2014
Inv.nr. 1288