Genopdag din historie

Lørdag den 15. juni afholdes ‘Museernes dag’ over hele Europa i forbindelse med Europæisk Kulturregions festival, der i år har temaet ‘Genopdag’. I år inviterer Horsens Kunstmuseum kl. 13.00 til et spændende seminar på museet omkring den danske kunstner Erik A. Frandsen og hans plads i Horsens Kunstmuseums samling. Det bliver ved museumschef Claus Hagedorn-Olsen og museumsinspektør Julie Horne Møller.

Med mere end 300 inventarnumre indtager Erik A. Frandsen en betydelig plads i museets samling, hvor det er muligt at følge kunstnerens udvikling fra debuten i start 1980’erne og helt frem til i dag. Erik A. Frandsen er en velkendt figur på den danske kunstscene, og har markeret sig siden begyndelsen af 80’erne, hvor han bl.a. var en del af ‘De vilde unge’ og var med til at starte det kunstneriske atelierfællesskab ‘Værkstedet Værst’.

Erik A. Frandsen er en autodidakt alsidig kunstner, der har en intuitiv tilgang til kunsten, især hvad angår materialer og arbejdsmetode. Erik A. Frandsens kunstværker centrerer sig ofte omkringdet trivielle og flygtige liv; mange af værkerne fremstår som snapshots af tilfældige situationer, såsom hans familie, stilleben i kunstnerens atelier og blomster kompositioner fra stuebordet, er motiver han ofte genbesøger i sin kunst.

Gratis adgang til museet fra kl. 13.00. For reservation af pladser til seminaret skriv venligst til museumsinspektør Julie Horne Møller, jhmo@horsens.dk.

Kl. 14.00 samme dag er der åbningen af museets store sommerudstilling ‘Erik A. Frandsen i Horsens Kunstmuseums samling’. Alle er velkomne.

Du kan se hele programmet for kulturfestivalen her.