fbpx

Jeremy Dickinson

18 september – 21 november 2004

Jeremy Dickinson (f. 1963) stammer fra Halifax, England og bor og arbejder i dag i London. Han har valgt sit helt eget udgangspunkt for sit arbejde med billedkunsten – fascination ved køretøjer. Allerede som barn hang han ud ved den lokale busstation, hvor han elskede at studere hvorledes busserne blev parkeret ved dagens slutning i busterminalen.

Denne udstilling præsenterer værker skabt inden for de sidste 10 år. Busbillederne er malet med udgangspunkt i amatørfotografier taget af transportentusiaster og købt på et marked. Det er foto, der er taget for at dokumentere hvorledes bussen så ud. Dickinson maler direkte fra disse billeder, men bortretoucherer bussens omgivelser, og lader kun disse være tilstede som spejlinger i vinduerne. „Hele processen var meget kontrolleret, fra udvælgelsen af hvilket billede jeg skulle bruge, at sikre mig at billede altid var af samme størrelse og placeret i midten af billedet. Hvad jeg gjorde var at redigere et foto for at male et maleri” udtalte Dickinson for et par år siden. Da en ven sendte ham en legetøjsbil – en bus – var det katalysator for et skift i hans maleri. Det var igen en samling der fascinerede, men denne gang hans egen samling af legetøjsbiler. Han begyndte at male direkte efter motivet, hvilket gjorde det muligt, at bryde de regler han selv havde sat op i sine fotobaserede malerier. Busbillederne var malet på baggrund af fotos taget af entusiaster, nu var han selv entusiast idet det var hans egne legetøjsbiler, der blev fundet frem fra gemmerne og blev motiver. Placeret sammen og hver for sig – nogen gange som en nature morte – andre gange med fornemmelsen af et snapshot af imaginære handlinger på en imaginær byggeplads. Ind i mellem optræder andre erindringsbilleder, i form af souvenirs og plastiklegetøj. Det giver rige associationsmuligheder for beskueren, men for Dickinson er det fascinationen der er drivkraften.

Der er udgivet et katalog til udstillingen

Læs mere