Lad kreativiteten blomstre

Få en unik forårsoplevelse, når Horsens Kunstmuseum slår dørene op til en eftermiddag i kreativitetens tegn.

Drømmer du om at lukke kunsten og kreativiteten ind i dit liv? Eller at genfinde dit kreative jeg? Denne dag tager dig med på en rejse, hvor du kommer til at udforske din kreativitet på en mindful måde.

Vi byder velkommen til Lærke Egefjord, der med en baggrund som læge, hjerneforsker, mindfulnessinstruktør og udøvende billedkunstner vil give dig et indblik, hvordan kunst og kreativitet kan dæmpe symptomer på eksempelvis stress, angst, depression og demens og åbne for et liv i harmoni og balance.

Samtidig bliver du klogere på, hvorfor vi ofte anser kreativteten som noget, der forbeholdt nogle særligt udvalgte, og på hvordan du selv skaber de optimale rammer for at opleve den boble af flow og livsglæde, en kreativ stund kan give dig.

Dagen byder efterfølgende på en mindfulness-meditation med udgangspunkt i farvernes forunderilge verden som forberedelse på forskellige guidede kreative øvelser. Her får du mulighed for at få styrket dit kreative selvværd og redskaber til at leve et aktivt kreativt liv. For ALLE er kreative. Men nogle gange er det en kunst at finde vejen dertil.

’Som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen.’

Pablo Picasso

PRAKTISKE INFORMATIONER:

Søndag den 5. maj kl.13-16 på Horsens Kunstmuseum. Pris 250 kr. inkl. kaffe og vand. Begrænset antal pladser.

Billetter kan købes via dette link.